Lærerkonflikten er slut

Efter langvarige forhandlinger mellem IMAK og de offentlige arbejdsgivere blev der i nat indgået aftale om lærernes løn- og ansættelsesvilkår for perioden 1. april 2010 til 31. marts 2014. Det fortæller Selvstyret netop i en pressemeddelelse.
Skrevet af Karsten Sommer
21. april 2012 12:43

Hovedspørgsmålet i forhandlingerne har været lærernes arbejdstidsaftale. Resultatet er blevet, at lærere fra næste skoleår kan undervise 2 lektioner mere om ugen. Til gengæld får lærerne en særlig lønstigning på 2,55 pct. udover det andre grupper får tilbudt.

For at frigøre tid til undervisning lægges desuden et loft over tidsforbruget til visse mødeaktiviteter. De samlede lønstigninger for den 4-årige periode udgør 7,35 pct.

Aftalen betyder, at mere af undervisningen fremover vil blive udført af uddannede lærere.

Formanden for IMAK, Sivso Dorph, er glad for resultatet:

- Jeg håber, det er sidste gang, jeg skal opleve sådan et langt forhandlingsforløb, siger han. IMAKs bestyrelse opfordrer medlemmerne til at stemme ja til resultatet.

Naalakkersuisut for Finanser, Maliina Abelsen, er også tilfreds med, at eleverne nu er sikret den undervisning, de har krav på.

- Lønstigningen blev lidt større, end vi havde håbet, men det er rimeligt, at lærerne får en del af gevinsten ved effektiviseringen af arbejdstiden. Lærerne har vist samfundssind og ansvarlighed ved at gå med til flere undervisningstimer, siger hun i dag.

Og også KANUKOKAs formand, Martha Abelsen, er glad for, at kommunerne nu igen kan ansætte lærere.

- Nu kan vi for alvor gå i gang med planlægningen af næste skoleår. Aftalen vil føre til en bedre folkeskole, siger kommuneformanden.