Lærer: Der er nok idrætstimer i folkeskolen

Det er nok med to gymnastiktimer om ugen i folkeskolen. Det mener Idrætslærer i Atuarfik Kilaaseeraq i Maniitsoq, Edvard Ostermann Egede.
Skrevet af Mads Lynge
19. november 2009 11:52

Han mener, at flere uddannede idrætslærere vil være nok til at imødekomme overvægtige og ukoncetrerede børn i folkeskolen.

- I Atuarfik Kilaaseeraq har eleverne to ugentlige gymnastiktimer. Da de også har andre fag er det nok med to timers idræt om ugen, siger Edvard Ostermann Egede.

Han mener, at eleverne i forvejen har mange timer om ugen i for eksempel dansk, grønlandsk og andre fag. Reaktionen kommer efter, at en konference tidligere på ugen ellers kom frem til, at mere og bedre skoleidræt vil øge elevernes indlæring og mindske vold og kriminalitet.

Edvard Ostermann Egede mener, at man kan løse problemet med flere og bedre uddannede idrætslærere. Han påpeger, at der er mange her i Grønland, der har gået på idrætshøjskole i Danmark. De kunne eventuelt bruges i forbindelse med idrætstimerne i folkeskolen, siger han.

Selvom han mener der er nok idrætstimer i folkeskolen, mener han også, at børn der dyrker idræt har bedre koncentrationevne i de andre fag:

- Elever der sidder stille i timerne og ikke bevæger sig nok, har mindre koncentrationsevne i timerne, siger Edvard Ostermann Egede, som dog altså ikke mener at flere idrætstimer er løsningen.

Børn og unge med forældre, der dyrker sport, er generelt set selv interesseret i at dyrke sport, men der er også dem, der dyrker sport af egen interesse, siger Edvard Ostermann Egede, der påpeger, at det ikke kun er skolens ansvar, men også forældrenes ansvar, at deres børn dyrker mere idræt.

Konferencen om fremtidens skoleidræt blev afholdt i Katuaq mandag og tirsdag. Den blev arrangeret af den nydannede organisation Atuarfimmi Timersorneq, Idræt i folkeskolen.