Lær af hinanden

Formanden for De Grønlandske Kommuners Landsforening, KANUKOKA, Martha Abelsen opfordrer i en nytårsudtalelse kommunerne til at lære af hinandens erfaringer fra de første to år med et nyt kommunalt landkort.
01. januar 2011 17:16

Martha Abelsen peger på, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken hver gang den har været brugt.

- Hele øvelsen med strukturreformen og kommunesammenlægningerne handler jo om at sikre og udvikle en god og sikker borgerservice for alle. Og de fejl, der er begået, kan ventes til noget positivt, når man tager ved lære af dem, siger KANUKOKAs formand.

Hun understreger også, at det nye og slankere KANUKOA først og fremmest skal være et redskab for en stærkt kommunal position i forhold til Selvstyre og for det kommunale samspil iøvrigt. Og her peger hun på, at landsforeningen i højere grad end hidtil skal tage sig af kompetenceudvikling både blandt de kommunalt ansatte og kommunalpolitikerne.

Martha Abelsen opfordrer også kommunerne til at være på forkant og tage initiativer, når nye aktiviteter kan være til fordel for den lokale økonomi og beskæftigelse.

- Kommunerne skal ikke kun have en funktion som "socialkontorer". En god borgerservice er nemlig også at skabe rammer for en erhvervsmæssig og økonomisk udvikling, der vil gavne lokalsamfundene. Siger KANUKOKAs formand i sin nytårshilsen.