Lækket klimarapport tegner dystert billede

Om mindre end 90 år vil konsekvenserne af klimaforandringerne presse kloden til det alleryderste.
Skrevet af Karsten Sommer
20. marts 2014 05:38

Hedebølger og intense skovbrande vil hærge, risikoen for at blive smittet af sygdomme båret af forurenet vand og mad vil øges, og millioner af mennesker tvinges på flugt.

Det er bare nogle af de dramatiske konsekvenser, der er beskrevet i en lækket rapport fra FN's klimapanel, som den britiske avis The Independent kalder "den mest omfattende undersøgelse af klimaforandringernes konsekvenser" hidtil.

Rapporten er baseret på tusindvis af undersøgelser og er udarbejdet af hundredevis af de mest respekterede videnskabsmænd i verden. Den vil blive offentliggjort i fuld længde i slutningen af marts.

Rapporten forudser også, at klimaforandringer vil reducere høstudbyttet i verden, hvilket vil øge underernæringen hos børn.

Verden vil også opleve en øget risiko for voldelige konflikter og borgerkrige på grund af flere økonomiske kriser og fattigdom, der samtidig vil medføre enorme flygtningestrømme fra områder præget af konflikt og knaphed på fødevarer. Også endnu flere massive oversvømmelser vil opstå.

Ikke overraskende er det primært den tredje verden, der vil mærke de største konsekvenser ved klimaforandringerne i slutningen af århundredet. De mest berørte områder vil være Asien, hedder det i rapporten. For den vestlige verden vil de mest mærkbare konsekvenser vise sig i form af stigende fødevarepriser.