Lækage er historisk

Det var en topminister fra regeringens koordinationsudvalg, der lækkede fortrolige oplysninger fra udvalget.
Skrevet af Louise M. Kleemann
03. juni 2010 09:51

Ifølge det anonyme tip blev statsminister Lars Løkke Rasmussen direkte advaret om, at det ville være en kæmpe fejl, hvis Lene Espersen udeblev fra Arctic Five-mødet i Canada.

- En anonym topministers lækage fra regeringens koordinationsudvalg er ikke set magen til i udvalgets historie, siger tidligere medlem af udvalget Hans Engell til Berlingske Tidende.

Ifølge den anonyme topminister advarede kulturminister og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kraftigt mod udenrigsminister Lene Espersens famøse afbud til Arctic 5-mødet.

Advarslen er i modstrid med statsminister Lars Løkke Rasmussens udsagn om, at han ikke var informeret om Espersens afbud.

Og at en anonym topminister på den måde nu sætter Lars Løkke Rasmussen under massivt pres, er højst opsigtsvækkende, skriver Ritzau.

- Selve idéen med Koordinationsudvalget er, at her kan en lille gruppe af de mest centrale ministre i fortrolighed drøfte politiske sager. Og det her viser nu, at statsministeren ikke kan regne med, at drøftelser i en så lille kreds og på så højt niveau kan holdes hemmelige, siger Hans Engell, der ikke har lyst til at gætte på, hvem "lækageministeren" er.