Læger: Travlhed risikerer at gå ud over patienternes sikkerhed
Først var det Det Grønlandske Sundhedskartel, der var bange for sikkerheden på sygehusene.
Sundhedskartellet er blandt andet sygeplejerskernes og jordemødrenes organisation. Kartellet mener nemlig, at der ikke er tid til at registrere fejl i behandlingerne. Og nu lyder samme bekymring fra lægernes fagforening.
Modsat Sundhedskartellet har man i Lægeforeningen dog ikke hørt om, at de ansatte er blevet bedt om bevidst ikke at lave registreringerne.
LÆS OGSÅ Sundhedskartellet frygter for flere fejl på sygehusene
- Jeg kan godt forestille mig, at der kan være så meget pres på arbejdssituationen, at man ikke har tid til at gøre det, at man ikke husker at gøre det, eller at man bare ikke får det gjort, fordi der er andre og mere presserende opgaver, siger Hans Christian Florian Sørensen, der er formand for Grønlands Lægeforening.
- Men jeg synes, det er ret bekymrende, hvis der er nogen, der meddeler deres medarbejdere, at de ikke skal registrere utilsigtede hændelser, fortsætter han.
Patientsikkerheden svækkes
Meningen med at registrere såkaldte utilsigtede hændelser - altså fejl i behandlingen af en patient - er at tage ved lære af fejlene.
Og når man ikke registrerer fejlene og dermed får mulighed for at undgå dem i fremtiden, kan det i sidste ende gå ud over patienten, fortæller formanden for Lægeforeningen.
- Systemet med utilsigtede hændelser er jo lavet, så man på den lange og mellemlange bane kan lære af sine fejl og rette op på procedurer og arbejdsformer, så man optimerer sikkerheden. Hvis ikke man vedligeholder systemet, risikerer man, at det på sigt går ud over patientsikkerheden, siger Hans Christian Florian Sørensen.
Mere travlt på sygehusene
Det er Sundhedsledelsen, som står for driften af sundhedsvæsenet her i landet. Til KNR skriver Sundhedsledelsen, at netop registrering af fejl og et bedre patientforløb er områder, som er blevet styrket i de seneste år.
Det er dog ikke noget, som for alvor kan mærkes fra lægernes synspunkt.
- Jeg tror egentlig nok, at fokus er der, men om det så egentlig har haft nogen effekt, er vanskeligt at måle, siger lægeforeningsformand Hans Christian Florian Sørensen.
- Jeg synes måske ikke, at jeg har mærket det direkte. Men det kan selvfølgelig være, at det rent faktisk er blevet bedre for mange, men at det er druknet lidt i, at antallet af patienter er steget, og at gevinsten dermed er gået tabt, siger han.
Faktisk mener han, at der kun er blevet mere travlt på landets sygehuse i de seneste år, og dermed mindre tid til at udfylde registreringer af fejl.