Lægekredsforeningen: Departementet vidste besked

Lægekredsforeningen er overbevist om, at Sundshedsdepartementet har haft kendskab til de aconto-udbetalinger, som det nu måske vælger at fælde Sundhedsledelsen på.
10. april 2012 17:51

Det er nu 16 dage siden de tre sundhedschefer øjeblikkeligt blev fritaget for tjeneste. Begrundelsen var, at Sundhedsdepartementets revision var stødt på en række såkaldt 'mærkelige aconto-lønudbetalinger'.

Men Grønlands Lægekredsforening forstår ikke, hvordan de omtalte aconto-lønudbetalinger, der er gået til blandt andre de fem nye ledende regionslæger, kan vække anstød i Departementet. For Departementet har ifølge foreningen taget del i hele ansættelsesproceduren:

- Allerede i efteråret 2010 foregik der forhandlinger imellem Lægeforeningen og Departementet om aflønning af de kommende nye ledende regionslæger. Og på det tidspunkt havde man faktisk mere eller mindre en aftale på plads på skrift, hvor der bare manglede nogle underskrifter. Lønniveauet var på samme niveau som de pågældende aconto-udbetalinger, fortæller formand for Grønlands Lægekredsforening, Ole Lind.

Departementet valgte at vente med at indgå den endelige aftale, formodentligt fordi der var planlagt overenskomstforhandlinger i 2011. Men ifølge Ole Lind, var Departementet ganske klar over, at aconto-udbetalingerne fandt sted:

- Under disse ovenskomstforhandlinger, som så ikke er blevet færdiggjort, sad vi og forhandlede med repræsentanter fra Overenskomstafdelingen og fra Departementet, hvor man udmærket godt kendte til de beløb, der blev udbetalt til de ledende regionslæger, lyder det fra Ole Lind.

- Så det undrer os altså noget, at det kan komme som en overraskelse, at disse beløb er blevet udbetalt, fortsætter han.

Ole Lind mener derudover, at det er urimeligt og uforståeligt, at Sundhedsledelsen muligvis bliver fyret på grund af noget, som han betegner som en banalitet:

- Jeg synes det virker rimelig banalt. Jeg kan ikke forestille mig, at de lønniveauer, som skal forhandles på plads til de ledende regionslæger kommer til at være anderledes end det, som ligesom er aftalt. Det var i hvert fald ikke det, vi fik melding om da vi havde overenskomstforhandlinger i april 2011.

Chef for Departementet for Sundhed, Ann Birkekær Kjeldsen, skrev i en pressemeddelelse den 4. april, at  der stadig pågik undersøgelser og juridiske vurderinger af sagen, som gjorde, at den endnu ikke kunne afsluttes. Der er så vidt vides fortsat ingen afklaring.

Ann Birkekær Kjeldsen ønsker ikke at udtale sig om sagen. Det er i dag ikke lykkedes Radioavisen at komme i kontakt med naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain.