Kvit smøgerne - før du bliver opereret

Naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain synes, det er en god idé at tilbyde patienter, som venter på en operation, et gratis rygestoptilbud.
19. marts 2010 04:23

- I de tilfælde, hvor dette ikke allerede er praksis, vil jeg opfordre Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse til målrettet at arbejde for, at dette tilbud bliver almindelig praksis for alle i forbindelse med henvisning til operation, skriver hun i et svar på et § 36-spørgsmål.

Forskning viser, at der er færre komplikationer ved indgrebet, hvis patienten er stoppet med at ryge før operationen. Sådan har medlem af Inatsisartut Demokraterne Justus Hansen begrundet sit spørgsmål om Naalakkersuisuts holdning til tiltaget.

Agathe Fontain understreger, at tilbudet udelukkende skal gælde patienter, som venter på en planlagt operation:

- Ønsket er at give ventende patienter forudsætninger og handlingskompetencer for det sunde valg, siger hun.