To kvinder sigtet for Aasiaat-drab

Politimesterembedet fortæller nu, at de to tilbageholdte i Aasiaat-drabssagen er kvinder, og at den dræbte er en mand i 40-erne.
22. oktober 2012 16:19

- Det jeg kan oplyse, det er, at der er to kvinder, der er sigtet for at have begået drab. Det er begge over 15 år - i sagens natur - den ene af det sigtede er under 18 år, men den anden er over 18 år, siger Louise Mundt Dinesen, anklagerfuldmægtig ved Politimesterembedet, og uddyber.

- Vi har et dødsfald, som vi betragter som et selvmord, og der er tale om en yngre mand. Og vi har et andet som vi betragter som et drab, og der er tale om en mand i 40-erne, siger Louise Mundt Dinesen.

De to kvinder er blandt andet sigtet for at have stukket den dræbte med kniv.

- Kvinderne er sigtet for at have begået drab ved at have stukket den dræbte med kniv, og havde slået og sparket ham, siger Louise Mundt Dinesen.

De to kvinder blev i et lukket grundlovsforhør ved Kredsretten i Aasiaat tilbageholdt i henholdsvis 13 og 26 dage. De er begge sigtet for manddrab på den ene døde.

Politiet i Aasiaat vil meget gerne høre fra personer, der måtte have overværet den tragiske hændelse i Aasiaat lørdag morgen.