Kvinde sigtet for drab i Qaqortoq

Den kvinde der i weekenden blev tilbageholdt i forbindelse med drabet på en 30-årig mand i Qaqortoq, er sigtet for drab.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Thomas Munk Veirum
22. juni 2016 11:40

Den kvinde, der i weekenden blev tilbageholdt i forbindelse med drabet på en 30-årig mand i Qaqortoq, er sigtet for drab. Det oplyser Grønlands Politis kommunikations- og presserådgiver, Henrik Madsen.

Sigtelsen mod kvinden lyder på, at hun på et tidspunkt mellem klokken 13.00 og 13.22 lørdag 18. juni stak den 30-årige mand med et enkelt knivstik i brystregionen med en køkkenkniv.

Læs også Drab i Qaqortoq

Kvinden er sigtet efter paragraf 86 stk. 1 i kriminalloven om drab. Ifølge Henrik Madsen kan politiet ikke på nuværende tidspunkt komme med flere oplysninger i sagen.

Kvinden blev af Kujalleq Kredsret tilbageholdt i 26 dage. Retsmødet foregik bag lukkede døre, men ifølge et øjenvidne, som KNR har talt med, er kvinden, der er sigtet for drabet midt i 40'erne. Øjenvidnet har også fortalt, at drabet skete under en privat sammenkomst, og at politiet anholdt kvinden på stedet.

Sagen efterforskes af politiet i Qaqortoq som drab, ligesom der er tilkaldt en obducent fra Danmark, som skal foretage en obduktion af den afdøde.