Kvinde dømt for seriesvindel med fødevarer

En kvinde fra Nuuk er mandag blevet idømt to års tilsyn fra Kriminalforsorgen for seriesvindel, tyverier og hashsmugling. Kvinden har blandt andet modtaget 2.100 kroner for 10 kilo mattak, som hun aldrig sendte til køberen.
Foto © : KNR
Skrevet af Kathrine Kruse
13. september 2018 15:30

Sermersooq Kredsret idømte mandag en kvinde fra Nuuk to års tilsyn fra Kriminalforsorgen, hvor hun under tilsynsperioden også skal undergive sig behandling for misbrug af alkohol og narkotika.

Kvinden blev dømt i ni forhold ud af 12 anklagepunkter, som blandt andet omfatter salg af ryper, rejer, rensdyr, lomvier og mattak, som hun via internettet har solgt for flere tusinde kroner, men har aldrig sendt til køberne.

I retten forklarede kvinden, at hun i et tilfælde havde hensigt til at sende fødevarerne, men hun var for påvirket til at sende varerne.

Kvinden er også blevet idømt skyldig i flere forhold af tyveri.

Den kvindelige seriesvindler blev også dømt for indsmugling af 312 gram hash fra Danmark til Grønland tilbage i august 2015.

Anklagemyndigheden krævede kvinden idømt en foranstaltning på tre måneders anbringelse i anstalt samt erstatning.

LÆS OGSÅ Kvinde tiltalt for seriesvindel med rensdyr, ryper og rejer

Men Sermersooq Kredsret fandt ikke en anstaltsanbringelse som den rette foranstaltning, da kvinden nu gennemgår et misbrugsbehandlingsforløb.

Sermersooq Kredsret har i sin domsafsigelse lagt skærpende vægt på, at kvinden tidligere er dømt for berigelseskriminalitet og at de seneste forhold er begået for cirka 1 år siden, hvilket ellers ifølge kredsretten talte for, at der bør idømmes anstaltsanbringelse.

Men da en række af anklagepunkterne i den nuværende sag er begået for flere år siden, og da kvinden på nuværende tidspunkt gennemgår et misbrugsbehandlingsforløb fandt kredsretten på den anden side ikke, at en betinget anstaltsanbringelse vil være den rette foranstaltning.

Derfor har retten idømt kvinden to års tilsyn fra Kriminalforsorgen, hvor hun under tilsynsperioden også er blevet idømt til at undergive sig behandling for misbrug af alkohol og narkotika.

Politiet i Nuuk oplyser, at anklagemyndigheden har modtaget dommen, og at ofrene vil blive vejledt af anklagemyndigheden i, hvordan de kan kræve erstatning via civilretten.