Kvinde anholdt for vold mod kæreste

En 39-årig kvinde fra Aasiaat er tilbageholdt i 12 dage for vold mod sin kæreste. Volden skete lørdag og blev overværet af betjente, der straks anholdt hende.
12. oktober 2009 10:21

Kvinden er godt kendt af politiet og har i forvejen flere voldssager imod sig. Volden er tidligere gået ud over hendes kæreste og andre tilfældige. Desuden har kvinden en verserende sag i kredsretten, som endnu ikke er afgjort.

Søndag var kvinden i grundlovsforhør, hvor en dommer besluttede, at hun skal tilbageholdes i 12 dage på grund af voldens gentagende karakter. Kvinden er nu sigtet for fire tilfælde af vold og en trusselssag.

Om kvinden er skyldig i sigtelserne bliver først afgjort under en domsforhandling.