Kvanefjeldet er på toplisten

Forekomsten af de såkaldte sjældne jordarter på Kvanefjeldet ved Narsaq er betydeligt større end hidtil antaget.
25. marts 2011 06:27

 

Forundersøgelser og prøveboringer i nye efterforskningsområder har vist, at de samlede forekomster er omkring 35 procent større end hidtil antaget. Det vurderer det australske minekonsulentfirma SRK Consulting. Undersøgelsen bekræfter dermed, at Kvanefjeldet rummer en af verdens største forekomster af sjældne jordarter. De suppleres samtidig med forekomster af uran, zink og andre grundstoffer.

Konsulentvirksomhederne Grontmij/Carl Bro og Orbicon indleder om kort tid et intensivt analysearbejde, som skal afdække konsekvenserne af kommerciel minedrift på Kvanefjeldet.

Undersøgelsen, der afsluttes i løbet af næste år, vil omfatte spørgsmål som sundhed, sikkerhed, miljø, sociale forhold samt mineprojektets lønsomhed.