Kvaliteten bevares når patienter sendes til Island

Hidtil har Danmark stået for at behandle intensiv-patienter fra Grønland. Men det er nu slut. Fremover skal patienterne i stedet sendes til Island. Men spørgsmålet er, om patienterne kan være trygge ved behandlingen i Island. Ifølge chefen for Sundhedsdepartemententet Ann Birkekær Kjeldsen er der ingen grund til at være bekymret for kvaliteten.
15. november 2009 13:33

- De islandske læger uddannes på samme niveau, som de læger vi rekrutterer her i Grønland, og det islandske sundhedsvæsen har ry for at have god kvalitet, siger Ann Birkekær Kjeldsen.

Som vi forleden fortalte i Radioavisen, skal grønlandske patienter i stigende grad behandles i Island i stedet for i Danmark. I første omgang drejer det sig om intensiv-patienter, for eksempel for tidligt fødte babyer og folk med nyre- og hjerteproblemer. Det vil give kortere transport-tid og million-besparelser, mener chefen for Sundhedsdepartementet Ann Birkekær Kjeldsen.

Sundhedsvæsenet har allerede prøvet at sende patienter fra Østgrønland til Island og har været godt tilfredse med resulatet, fastslår Ann Birkekær Kjeldsen.

- Vi har tidligere været meget tilfredse med de patienter vi har fået behandlet i Island. Men vi vil tale med dem om kvaliteten, og om hvordan vi kan være sikre på, at det er en god kvalitet. Vi vil sikkert også lave noget opfølgning og evaluering. Det er også aftalt, at vi genoptager det dansk/grønlandske sundhedssamarbejde, hvor vi mødes en gang om året og drøfter de forskellige udfordringer, siger Ann Birkekær Kjeldsen.

Den uafhængige organisation Health Consumer Powerhouse udgav for halvanden måned siden en ny rangliste over europæiske sundhedsvæsener. Her konkluderer organisationen, at Holland har det bedste sundhedsvæsen, mens Danmark indtager andenpladsen og Island tredjepladsen.

Hvis alt går efter planen, vil de første intensiv-patienter sendes afsted til Island allerede i december.