Kuupik: Olieeventyr skal ikke ende som Qullissat

Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist vil sætte alt ind på at forhindre, at Grønlands kommende olie-eventyr skal lide samme triste skæbne som kulmine-byen Qullissat, hvor han selv voksede op.
29. juli 2010 09:22

Qullissat voksede op omkring kulminen, men da den lukkede i 1972, blev byen også lukket, og borgerne spredt i boligblokke i andre byer.

- Jeg er formet over den læst. Selvfølgelig har jeg på krop og sind erfaringer med sådan noget, siger Kuupik Kleist i dag i et stort interview med nyhedsbureauet Ritzau.

Blandt andet derfor er det magtpåliggende for Kuupik Kleist, at en sådan afslutning på et råstof-eventyr ikke gentages, hvis der bliver fundet olie i Grønland.

Han har derfor kigget på Alaska for få inspiration. Her er overskudsandelene fra olieeventyret gået direkte til enkeltpersoner. Men problemet er så, at mange unge i Alaska ikke har fået en uddannelse, fordi de brugte tiden på at tjene mange hurtige penge.

- Der er mange, mange faldgruber, som kræver et meget stærk fokus på de konsekvenser, som sådan en økonomisk aktivitet kan få. Om det er om 10 eller 30 år, ved vi ikke, siger Kuupik Kleist.