Kuupik og Aleqa gør status på forårssamlingen

De sidste par måneder har budt på masser af politiske nyheder - udenfor Inatsisartut vel at mærke. Blandt andet har rokaden i Naalakkersuisut, Air Iceland-aftalen samt skatte- og velfærdskommissionens og transportkommissionens anbefalinger været med til at sætte dagsordenen.
13. april 2011 16:13

Er oppositionens leder, Aleqa Hammond, tilfreds med Siumuts indsats under forårssamlingen?

- Helt bestemt. Vi har været meget vågne. Specielt omkring Air Iceland-aftalen, og det var faktisk det, der førte til rokaden i Naalakkersuisut. Vi arbejder efter vores principper og gør, hvad vi skal for at sætte et stort fingeraftryk på dagsordnen, siger Aleqa Hammond.

Hun mener til gengæld ikke, at der er kommet meget ud af forårssamlingen - sådan rent politisk.

- Man kan diskutere, hvad der er blevet opnået på forårssamlingen. Der er blevet brugt meget tid på kommissionernes anbefalinger og fremlæggelser, og det har betydet mindre tid til de politiske diskussioner.

Kuupik Kleist anerkender, at man altid kan diskutere om der har været politiske resultater nok på en samling. Men fremadrettet lover han, at kommissionernes rapporter til efteråret vil munde ud i konkret lovgivning:

- Det er klart. Det har vi forpligtet også til. Det står i vores program, og det, er det, vi gør.

Men hvad bliver jeres prioteter til efterårssamlingen?

- Hvis jeg skal nævne to punkter, bliver det fiskeriloven og implementeringen af skatte- og velfærdskommissionens anbefalinger.

Det betyder dog ikke, at Kuupik Kleist er utilfreds med årets forårssamling. Inatsisartut tager nemlig lovgivningsarbejdet meget alvorligt, er hans vurdering. Men de store beslutninger, der venter, har dog spillet ind på klimaet i Inatsisartut, siger han.

- Sandheden er, at vi nærmer os nogle store, strukturelle beslutninger. Inatsisartut skal tage nogle afgørende beslutninger i løbet af i år. Det kan selvfølgelig mærkes på stemningen. Alvoren tager til. Nogen mener, det går for langsomt, mens andre mener det går for hurtigt, og det ser jeg som et tegn på, at vi har ramt et tempo midt imellem., siger Kuupik Kleist.