Kuupik: Min afgang har ikke noget med mit firma at gøre

Der har været kritiske røster omkring Kuupik V. Kleists firma Group Greenland, der er blev beskyldt for at ville rådgive udenlandske investorer indenfor mine- og råstofsektoren. Men Kuupik V. Kleist afviser, at hans afgang har noget med firmaet at gøre.
Kuupik V. Kleist
Skrevet af Thora H. Nielsen
31. marts 2014 12:51

Inuit Ataqatigiits formand Kuupik V. Kleist har i dag på sin 56-års fødselsdag valgt at forlade formandsposten. Det meddelte han i formiddags på et pressemøde.

Hovedbestyrelsen har i godt et års tid arbejdet med at forny partiet og er blevet færdige med det, så selvom dagen var lidt tilfældig valgt, så var tiden inde til at gå af som formand, siger han.

Der har for nyligt været kritiske røster omkring Kuupik V. Kleists firma Group Greenland, der er blev beskyldt for at ville rådgive udenlandske investorer inden for mine- og råstofsektoren.

Så er spørgsmålet, om det er dén kritik, der har fået ham til at gå som formand lige netop nu?

-Nu er det jo tidsmæssigt faldet sammen på den måde, men jeg ikke kan tillægge den sag nogen videre betydning, og der er heller nogen grund til det. Man må tænke sit, men det er partiet, det drejer sig om. Jeg har hele tiden haft det formål at lave et generationsskifte, og det har vi i hovedbestyrelsen arbejdet sammen om. Vi er færdige med det arbejde, og nu tager vi det næste skridt, siger Kuupik V. Kleist.

Han kalder den nuværende politiske situation ustabil, men pointerer, at IA er et stærkt parti, og at den unge generation er på stærk fremmarch, og at han derfor er tryg ved at overlade roret til de nye kræfter:

- Vi går vel alle sammen og venter på, at der sker noget nyt i den politiske ledelse, det vil vi også være klar til. Inuit Ataqatigiit vil være forberedt på enhver tænkelig situation. Vi mener at tiden er inde nu, så medlemmerne af partiet og befolkningen i øvrigt ved, hvem der står i lederskabet i IA.

Den politiske næstformand Aqqaluaq B. Egede er fungerende formand, indtil en ny formand bliver valgt på en ekstraordinær generalforsamling den 30. maj.