Kuupik lover at holde ord

Selvom Departementet for Kirke i et brev har skrevet, at den grønlandske præst i Danmark skal flyttes til Grønland, så fastholder formand for Naalakkersuisut sit løfte.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
04. marts 2010 17:34

Efter at Kuupik Kleist i november lovede, at den grønlandske præst i Danmark består, har Departementet for Kirke i december skrevet et brev, hvori det fremgår at stillingen flyttes til Grønland den 1. januar 2011.

- Det vi lovede, holder vi fast ved: Menigheden i Danmark bliver betjent af en præst i fremtiden, siger formand for Naalakkersuisut uden at røbe mere: - Vi er midt i en afklaring af tingene. Derfor kan det ikke være klogt af mig at forudsige noget, som måske ikke kommer til at passe i fremtiden. Men det vi lovede, holder vi fast ved.

Departementet for Kirke skrev i december 2009 et brev til Den Danske Præsteforening: - Selvstyret påtænker på nuværende tidspunkt at flytte stillingen tilbage til Grønland. Som det også fremgår af Finansloven er der ikke planer om at flytte den pågældende stilling før 1. januar 2011, dette skyldes at der stadig pågår undersøgelser af, hvorledes dette skal foregå, står der i brevet.

Uden at forholde sig konkret til brevets ordlyd fastholder Kuupik Kleist, at Naalakkersuisut ikke har ændret holdning i spørgsmålet om, hvorvidt grønlændere i Danmark fortsat skal have en præst:

- Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad departementet har skrevet til enkelte personer. Det, der ligger i det, er, at vi arbejder med et finanslovsforslag for 2011, som skal vedtages i slutningen af november. I den tid arbejder vi på at finde løsninger. Ellers kan jeg ikke afsløre flere detaljer, siger han.