Kuupik Kleist til tops i BBC's Hardtalk

Årets vigtigste historie er klimaforandringernes betydning for Grønland, mener det ansete BBC-tv-program Hardtalk. Derfor har de udvalgt et interview med formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist til at kickstarte årets sidste program. Interviewet blev til i et samarbejde med KNR denne sommer.
29. december 2009 09:14

Hardtalk er et interview-program med den kendte vært Stephen Sackur, og hvert år mellem jul og nytaar ser Hardtalk, som så mange andre TV-programmer tilbage på året der gik.

I år har Hardtalk udvalgt de interviews, ud af årets cirka 300 programmer, som Stephen Sackur anser for de mest betydningsfulde. De er så sat sammen til et program, som nu bliver vist i Europa, Nordamerika, sydøstasien, Japan og Austalien.

Og her er det altså, at et interview med Kuupik Kleist er udvalgt som årets vigtigste, og det skal derfor indlede BBC's tilbageblik på året, der gik. Interviewet blev til i samarbejde med KNR, da Hardtalk denne sommer var i Grønland og indspille i alt tre programmer om klimaforandringer og Grønland.

Derudover har Stephen Sackur blandt andet udvalgt et interview med Israels forhenværnde statsminister Olmert og et med Afghanistans forhenværende udenrigsminister Abdullah Abdullah.