Kuupik Kleist holder sin første nytårstale

Mindre CO2, tilpasning af fangererhvervet og en grønlandsk kirke er nogle af de ting fremtiden byder på, ifølge Naalakkersuisut-formanden.
Skrevet af mlk
01. januar 2010 16:11

2009 vil gå over i historien, sagde Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist her til aften i sin nytårstale.

- Året vil blandt andet blive husket for de nye fire storkommuner, sammensmeltningen af bygdebestyrelserne, for det politiske skift og ikke mindst som året, hvor Selvstyret blev indført, sagde han.

Forandringer for fangst og fiskeri

Kuupik Kleist glæder sig over det resultat, som Grønland fik med hjem fra klimatopmødet i København, og brugte talen til at understrege, at Grønland skal gøre alt for at nedbringe CO2-udslippet. Blandt andet planlægges et udlandslån til finansiering af vandkraftprojekter.

Han fastslog også, at Naalakkersuisut står fast på bæredygtigt fangst og fiskeri. Og at man ikke blot vil være tilskuere til de store udfordringerne til fiskeri- og fangererhvervet, men at erhvervene skal tilpasse sig.

- Et af de meget store spørgsmål, der skal tages stilling til i 2010, bliver om vi skal fortsætte vores medlemskab af den internationale hvalfangstkommission IWC, sagde han også i talen.

Grønland ansvarlig for råstofferne

Også råstofferne var et vigtigt emne i talen.

Dagen i dag overtager Grønland det fulde ansvar for råstofferne. Og det er værd at fejre, lød det fra formanden, der glædede sig over kommende mineprojekter.

Som det næste skal Grønland forberede sig til at overtage ansvaret for kirken, sagde Kuupik Kleist og luftede muligheden for at drive kirken sekulært - det vil sige udenom de politiske institutioner.

Kommunalreformen halter

Kommunalreformen halter bagefter, slog Kuupik Kleist fast. Derfor skal der laves en ny tidsplan. Blandt andet skal kommunerne overtage ansvaret for at opføre nye boliger, så Naalakkersuisut kan koncentrere sig om landsdækkende opgaver, sagde Kuupik Kleist og sluttede talen ved at citere Ulf Fleischers sang Isiaannarusunngilanga.

Læs hele talen ved at klikke på ikonet nedenfor.