Kuupik Kleist: Flere sager skal frem i lyset

Der skal ryddes op i fortidens problemer mellem Danmark og Grønland. Det mener Landsstyreformand Kuupik Kleist. Og det er ikke kun spørgsmålet om de 22 børn, der i 50´erne blev udsat for et eksperiment. Andre sager skal også frem i lyset.
Skrevet af Karsten Sommer
14. august 2009 06:24

Kuupik Kleist vil have genåbnet en lang række sager, der heroppe stadig ses som åbne sår. Også f.eks. tvangsflytningen af inughuit da amerikanerne byggede Thule Airbase, og B52-bombeflyet, der styrtede ned sammesteds i 1968, er nogen af de sager der bør endevendes, uanset at Danmark mener at der for længst er sat et punktum, siger Kuupik Kleist i dag til DR:

- Det kan godt være man på ministerielt plan og i departementerne kan synes, at nu har vi sat det her punktum. Men så længe de mennesker det er gået ud over, ikke mener at de har fået en afslutning på sagen, så er den jo ikke afsluttet.

Og ønsket om at få ryddet op, møder forståelse hos det konservative medlem af Grønlandsudvalget Per Ørum Jørgensen. Hvis der kommer nye oplysninger i sagerne, ser han ingen problemer i at de endevendes.

- Det er vigtigt at der er gode relationer mellem Grønland og Danmark, og er der nogen ting der nager, så er det OK med mig at tingene kommer op på bordet, siger Per Ørum Jørgensen til DR i dag.

Folketingets Grønlandsudvalg mødes i september, for at diskutere om eksperimentet med børnene i 50´erne skal undersøges nærmere.