Kuupik: Dit liv er dyrebart

Formanden for Naalakkersuisut brugte blandt andet sin nytårstale til at bringe et af de mest dystre problemer i samfundet frem i lyset.
Skrevet af Mads Fisker
02. januar 2011 12:41

Olie-efterforskning, uddannelse, Selvstyret og kommunernes samarbejde og fangerne og fiskernes fremtid var de stor emner i formanden for Naalakkersuisuts nytårstale i går aftes. Men det, der lå Kuupik Kleist stærkest på sinde, var en appel og et løfte til de mennesker, der har det sværest og deres pårørende.

- Mit mest indtrængende budskab i denne nytårstale skal være, at vi har behov for hinanden, og at vi har behov for at blive mødt med menneskelighed og forståelse. Dit liv er også dyrebart for mig, sagde landets leder således i sin status over året, der er gået.

Og for Kuupik Kleist var det en kraftig påmindelse om, at når tilværelsen er tungest at bære, er det umådeligt vigtigt at række hånden ud efter hjælp fra venner og familie.

- Det er dybt tragisk, når nogle vælger at afslutte livet selv, til stor sorg for mange mennesker og for det omgivende samfund. Vi skal huske, at vi alle har familie, venner eller forældre og søskende, som elsker os, og som har behov for os og som er parate til at hjælpe, når vi har ondt i livet, sagde Kuupik Kleist, der talte om at genkende følelsen af ensomhed og utilstrækkelighed, når man tror, man er alene om at gennemleve svære følelser.

Senere i dag samler vi op på nogle af de øvrige budskaber i formanden for Naalakkersuisuts nytårtale.