Kunstneren Frederik 'Kunngi' Kristensen er død 69 år gammel

Han var en stor kunstner og vil blive husket mange år frem, lyder det fra Grønlands Kunstnersammenslutning.
Frederik 'Kunngi' Kristensen gjorde sig bredt bemærket på kunst- og kulturscenen. Som maler, digter, komponist og forfatter. Foto © : Kimik, Grønlands Kunstnersammenslutning
06. november 2021 18:30

Han vil blive husket mange år frem.

Sådan siger formand for Grønlands Kunstnersammenslutning, Ivínnguak` Stork Høegh, efter at Frederik 'Kunngi' Kristensen døde i går fredag. Han blev 69 år gammel.

Frederik 'Kunngi' Kristensen gjorde sig bredt bemærket på kunst- og kulturscenen. Som maler, digter, komponist og forfatter.

- Han er vores æresmedlem i kunstnernes sammenslutning. Vi har mistet et betydningsfuld menneske indenfor kunstbranchen. Han er en stor digter, musiker, forfatter og maler. Vi er meget taknemmelige for det, han har givet til samfundet. Æret være Frederik 'Kunngi' Kristensens minde, siger Ivínnguak` Stork Høegh.

Ifølge mediet Sermitsiaq.AG  døde han fredag efter længere tids sygdom. Han led af parkinsons syndrom.

- Man kan ikke andet end se op til Kunngi

Frederik 'Kunngi' Kristensens betydning for kunstbranchen er også noget, som den tidligere præsident for ICC, Aqqaluk Lynge, kan skrive under på. 

Han kendte kunstneren og holdt en tale for ham, da han udstillede på Nuuk Kunstmuseum i november sidste år. Blandt andet med disse ord.

- Frederik Kristensen kom til verden under kongebesøget i 1952 og fik både kongens navn og titlen, Kunngi, som har fulgt med ham siden.

- Sine talenter har han arvet hjemmefra, men Kunstskolen i Nuuk var hans vigtigste lærested. Kunngi har rige evner som kunstner, som maler og tegner samtidig med, at vi også kender ham for hans digte og kompositioner, musik og korarrangementer.

- Man kan ikke andet end se op til Kunngi, lød ordene dengang fra Aqqaluk Lynge.