Kunst skal modvirke fordomme mod grønlændere i Danmark

Grønlandske kunstnere mener, at kunst og kultur kan bruges til at skabe forståelse og viden, og modvirke fordomme mod grønlændere i Danmark. 
Foto © : Inuit Ataqatigiit
Skrevet af Karsten Sommer
03. februar 2017 14:18

Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem fra Inuit Ataqatigiit, mødtes torsdag med den danske kulturminister Mette Bock for at diskutere, hvordan grønlandsk kunst og kultur kan bruges til at skabe forståelse og viden, samt modvirke fordomme mod grønlændere i Danmark. 

Mødet med Mette Bock kom i stand, efter at Aaja Chemnitz Larsen i forrige uge inviterede ti grønlandske kunstnere til en rundbordssamtale om netop grønlandsk kunst og kultur. 

Det var tankerne og idéerne fra rundbordssamtalen, der i går blev videreformidlet til kulturministeren.      

- Grønlandsk kunst og kultur er med til at skabe mere viden om dagens Grønland, og kunstnere kan skabe debat og dialog via deres kunst, udtaler Aaja Chemnitz Larsen i forbindelse med mødet.  

Og Mette Bock tog positivt imod initiativet.

- Kulturministeren ville gerne være med til at fremme grønlandsk kunst og kultur i Danmark. Hendes positive tilkendegivelse er et rigtig godt udgangspunkt for den videre proces, udtaler en tilfreds Aaja Chemnitz Larsen.

Hun har tidligere mødtes med undervisningsminister Merete Riisager Andersen, der ligeledes udtrykte imødekommenhed for at bruge grønlandske fagfolk og kunstnere til udarbejdelse af undervisningsmateriale til den danske folkeskole.