Kunne du også sove en halv time længere?

Og hvis nu der er nogen, der sidder ved morgenbordet og hænger over kaffen, og tænker "gid jeg kunne ha sovet bare en halv time længere", så er der trøst at hente hos videnskaben.
Skrevet af Karsten Sommer
06. december 2011 06:41

Mennesker med et godt sovehjerter er nemlig ofre for en særlig genvariant. Et særligt gen kan gøre dig til en syvsover.

En undersøgelse der er blevet offentliggjort i tidsskriftet Molecular Psychiatry, viser at mennesker med en variation af genet ABCC9 har brug for næsten en halv times søvn mere end de mennesker, der ikke er udstyret med det særlige gen.

Sovetryne-genet findes ifølge forskerne hos hver femte menneske, skriver det britiske nyhedsbureau PA.

Og der er stor forskel i behovene for at blive under dynerne. Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher kunne nøjes med fire timers søvn hver nat, mens fysikeren Albert Einstein ifølge BBC måtte bruge 11 timer, førend han var udhvilet.

Over 4.000 mennesker fra Orkney-øerne, Kroatien, Holland, Italien, Estland og Tyskland har deltaget i undersøgelsen.

Og havde Grønland været med i undersøgelsen, var resultatet nok blevet det samme. Måske kan det være en trøst til jer, der kan nikke genkendende til undersøgelsens resultat.