Kulturnatten sænker sig over København

For 19. gang slås dørene i aften op for Kulturnatten i København. Mere end 250 steder står for mere end 500 arrangementer. Og igen i år er der masser for de Grønlandsinteresserede.
Skrevet af Martine Lind Krebs
14. oktober 2011 07:08

Som altid har Det Grønlandske Hus i Løvstræde planlagt et stort program med film, modeshow, kunstudstilling, korsang, bluesmusik, maskedans og selvfølgelig suaasat og sandwich til.

Samtidig kan man også stille skarpt på Grønland andre steder i byen. Niels Bohr Instituttet fremviser for eksempel iskerner fra Indlandsisen og i Forskningsministeriet kan man høre foredrag om iskerneforskningen.

Også Kofoeds Skole og Det Færøske Hus slår dørene op.