Kulturnat i aften

Årets kulturnat udfolder sig både i Nuuk og 15 steder langs kysten.
22. januar 2011 13:24

Institutioner, virksomheder og foreninger slår dørene op og byder på alt fra konkurrencer og kunstudstillinger til trommedans og skattejagt alt sammen garneret med en masse kaffe og kage.

En af de 23 arrangører i Nuuk er Air Greenland. Flyselskabet opfordrer folk til at lægge vejen forbi hangaren med sit skarpeste skyts i lommen. For mellem kl. 20.30 og 21 stiller direktøren for det hele, Michael Binzer, sig nemlig til disposition som skydeskive for spørgetrængende gæster.

Mangler man inspiration, foreslå selskabet selv følgende spørgsmål:

"Var pilotkonflikten slagsmålet værd? Hvorfor skal det gå ud over Upernavik og Paamiut, at Selvstyret køber billige rejser hos Air Iceland? Er lønningerne generelt for høje i Air Greenland?"

Inden da - fra klokken 19.30 til 20 - kan man opleve direktøren i krydsild, når Sermitsiaqs chefredaktør Poul Krarup interviewer ham på scenen for åben mikrofon.

Air Greenland lokker derudover med blandt andet rejsetilbud, konkurrencer og mulighed for at se et DASH-7-fly fra oven.

KNR har som de foregående år ikke åbent hus på kulturnatten. I stedet afholder huset audition for unge mellem 18 og 30 år, der gerne vil afprøve deres talent som studievært eller speaker i TV og radio. Audition foregår fra kl. 19 og er åben for alle interesserede, der har en seriøs drøm om at blive KNR's nye ansigt eller stemme udadtil.