Kulturhus kede af direktør-exit

Hos Katuaq i Nuuk er man kede af, at Julia Pars har valgt at stoppe som direktør for Kulturhuset.
Skrevet af Jonas Fievé
12. november 2017 18:03

Efter 10 år som direktør for Kulturhuset Katuaq i Nuuk, har Julia Pars valgt at søge nye udfordringer hos Visit Greenland. Det ærgrer dog formanden for bestyrelsen, at de i slutningen af januar skal sige farvel, selvom det ikke kommer helt bag på hende.

- Jeg havde forventet, at det ville ske på et tidspunkt, for hun har jo været der i ti år. Selvfølgelig er vi kede af, at hun stopper, men sådan er det, siger Anna Heilmann

LÆS OGSÅ Visit Greenland har fundet sin nye direktør i Katuaq

Julia Pars er den første kvindelige direktør for kulturhuset i Nuuk, og har ifølge bestyrelsen ydet en kæmpe indsats for kulturhuset i hovedstaden. 

- Selve administrationen er blevet meget professionel og så har der været et godt samarbejde med norden og andre steder med hensyn til forskellige arrangementer. Så har der også været et godt CSR (arbejdet med at integrere sociale og miljømæssige hensyn i virksomheden, red.) Så der er mange ting, vi skal undvære, siger Anna Heilmann.

Formanden for bestyrelsen slår fast, at arbejdet med at finde den nye direktør er gået i gang.

Tekniskchef Eigil Petersen vil fungere som konstitueret direktør for kulturhuset fra den 1. februar til, der er fundet en afløser for Julia Pars.