Kulturen og gymnasiet samarbejder i Sisimiut

Det skal være slut med, at eleverne isolerer sig på gymnasiet i Sisimiut. De skal ud og deltage i byens kulturliv, og det vil skolens rektor Poul V. B. Jensen og direktøren i kulturhuset Taseralik Arnajaraq Støvlbæk gøre en indsats for. Første skridt er et "Kick off - møde" i Taseralik, onsdag den 5. september kl. 16.30.
Skrevet af Peter Troelsen
04. september 2012 04:57

På mødet vil der blive nedsat en arbejdsgruppe, der kan planlægge gymnasiedagene i Taseralik. På den måde håber man, at få gymnasieeleverne integreret i kulturlivet i Sisimiut, så byen kan drage fordel af de talenter, eleverne har.

-Faktisk er det pædagogiske overvejelser der ligger bag det her tiltag. Vi har i mange år kørt det, der hedder åben skole her i Sisimiut. Det har betydet, at eleverne har haft adgang til skolen stort set 24 timer i døgnet. Førhen havde vi stamklasser, hvor eleverne efter skoletid brugte deres klasselokale som dagligstue. Det er uheldigt, da klassen skal forbindes med indlæring. Derfor har vi nu lavet vandreklasser på skolen, og derved taget den mulighed fra eleverne, men når man tager noget fra folk, skal man huske at give dem noget i stedet for. Det er det vi gør med vores samarbejde med Taseralik, fortæller rektor Poul V. B. Jensen til knr.gl.

I kulturhuset har man ekspertisen på det kulturelle område, scenen, lærredet og lokalerne, og det skal gymnasieeleverne i Sisimiut lære at bruge i stedet for klasselokalet.

-Jeg foreslog Arnajaraq Støvlbæk, at vi prøve at lave et samarbejde, og det var hun straks med på. Ideen kom efter, jeg på et tidspunkt var på en lærerhøjskole i Sogndal, som er en lille by som Sisimiut. Der var kulturlivet i byen en fast bestanddel af elevernes dagligdag, og det håber jeg også at vi kan lave her i byen fremover. Onsdag tager vi det første skridt, og så håber jeg virkeligt at eleverne vil bakke op omkring initiativet. Nu smider vi en sten i vandet, og så må vi se hvor mange ringe den laver bagefter, forklarer Poul V. B. Jensen, der sender en stor tak til skolens elvecoach Elisabeth Jensen, der har stået for planlægningen af ”Kick off mødet” i Taseralik.