Kulturarv kommer på cd

Over 100 år gamle optagelser er mixet og udgivet på cd. Det er pladeselskabet Ulo, der udgiver to cd'er med traditionel grønlandsk trommesang fra Østgrønland og Avanersuaq.
Skrevet af Noah Mølgaard
08. november 2011 11:44

Polarforskeren William Thalbitzer lavede optagelser af østgrønlandske trommesange omkring 1906, hvor han boede sammen med de lokale i Ammassalik området i 1905-06.

De over 100 år gamle optagelse er blevet gennemlyttet af musiketnolog Michael Hauser og producer Karsten Sommer og mixet til en udgivelse.

Kristendommen ankom til Østgrønland meget senere i forhold til Vestgrønland, hvor missionæren Hans Egede ankom til Nuuk i 1721, men den første kirke i Østgrønland blev først bygget i 1904. William Thalbitzer optagelser er trommesange fra en tid hvor datidens sangskrivere havde et helt andet åndeligt liv i forhold til de generationer, der kom efter kristendommen.

Men cd'en indeholder også kælesange, der er blevet sunget i det 20. århundrede. Trommesange og kælesange er udgivet i en cd med titlen "East Greenland - 1906-89" med engelse beskrivelser af sangene og omstændighederne fra dengang sangene havde deres storhedstid.

Den anden cd er indspilninger med Imîna Imîna fra Avanersuaq (Thule-området). Han var storfanger og havde et væld af sange og det lykkedes den nu over 80-årige Michael Hauser og Bent Jensen at indspille ham i Qaanaaq i 1962. Og de snart 50 år gamle optagelser udkommer nu på cd.

Imînas barnebarn Robert E. Peary II, som også er kendt som Hivshu, har været med til at gennemlytte sangene og har dermed bidraget med kommentarer til sin bedstefars trommesange, der nu er udgivet med titlen "Imîna Imîna - Thule 1962".

De to udgivelser er et led i serien "Traditional Greenlandic Music", hvor der i forvejen er udgivet to cd'er med trommesange fra Avanersuaq i 2010. Det er planen at der igen skal udgives yderligere en cd i 2012, der skal gøre samlingen til en box-edition på fem cd'er, oplyser producer Karsten Sommer.