Kullorsuaq vil i dialog med Pilersuisoq

Bygdeborgerne i Kullorsuaq vil dialog med Pilersuisoq for at undgå, at bygden løber tør for basale fødevarer igen, hvor familierne stort set kun har sælkød og hellefisk på menuen. Selv børn har de seneste dage mødt i skole med marengskager som madpakke.
10. juni 2011 15:01

Radioavisen har de seneste dage fortalt om, at Pilersuisoqs butik i Kullorsuaq mangler basale fødevarer i disse dage, hvor bygdeborgerne indtil videre kun har sælkød og hellefisk på menuen.

Nu vil bygdeborgerne i Kullorsuaq i dialog med Pilersuisoq for at forbedre forsyningssituationen:

- Vores indtryk er, at Pilersuisoq ikke køber eller bestiller de varer, vi har brug for her i bygden. At de vare,r de har i butikken, ikke er efter vores behov. Vi vil gerne i samarbejde med dem, for vi kan bedst sige, hvad vi mangler og har brug for, og det vil vi gerne snakke med dem om, siger Birgette Kammann, der er lærer i Kullorsuaq, og er en af de bygdeborgere, der i denne uge har skrevet til Pilersuisoq.

Bygdeborgerne har dog endnu ikke fået tilbagemelding fra Pilersuisoq omkring deres ønske om dialog.

Hos bygdeforeningen KANUNUPE er der forundring over, at Pilersuisoqs butik i Kullorsuaq ikke længere har basale madvarer, selvom bygden, med dens omkring 425 borgere, er en af Grønlands største bygder:

- Det er utrolig vigtigt, at der bliver bestilt rigelig med madvarer. Det er noget, som man bør få rettet op i fremtiden. Det er ønskeligt, at lagrene bliver fyldt med sidste skib før vinteren, så de kan holde til næste skib, siger Jens Kristian Therkelsen, der er formand for bygdeforeningen.

Han siger også, at foreningen er parat til at skrive en støtteskrivelse for Kullorsuaq.

Partiet Atassut melder også nu i koret af kritikere af Naalakkersuisut og forsyningssystemet i det hele taget. Knud Kristiansen og Siverth K. Heilmann skriver således:

- Vi fra Atassut vil meget gerne høre, hvad Naalakkersuisut agter at gøre for at løse problemet. Det er fuldstændig uacceptabelt, at der er børn i Grønland, der ikke kan få mad, fordi der ikke er tilstrækkelige forsyninger. Det kræver handling NU! 

De to Atassutter forventer, at Naalakkersuisut vil sørge for, at der bliver placeret et ansvar, og at der bliver etableret procedurer for forsyningssikkerheden fremover.

Inuit Ataqatigiit accepterer heller ikke, at der er forsyningsproblemer med fødevarer. Olga Poulsen Berthelsen skriver nemlig i en pressemeddelelse, at hun er enig med Siumut formandens og formanden for Forbrugerrådets udtalelser om, at forholdene omkring mangel på fødevarer ikke kan accepteres.

- Det gentagne problem, som vi hvert år og gennem mange år oplever, må løses, skriver Olga Poulsen Berthelsen fra Inuit Ataqatigiit.

Fra Pilersuisoqs side er der blevet meddelt, at første forsyningsskib forventer at anløbe Kullorsuaq her til aften.