Kullorsuaq uden kontakt med omverdenen

Kullorsuaq har i flere omgange været uden forbindelse med omverdenen, den sidste nedbrud varede i to uger. Det betød, at al erhvervsliv gik i stå. Beboerne kunne hverken hæve penge i banken eller købe mad. Fangerne kunne ikke indhandle deres fangster og bygden var totalt afskåret fra omverdenen.
Skrevet af Else Løvstrøm
19. januar 2010 05:19

Lokalbefolkningen i Kullorsuaq har været overladt til sig selv, og uden forbindelse med omverdenen i flere omgange. Ifølge fanger Themotheus Petersen har bygden været uden teleforbindelse siden den 3. januar og den kom først tilbage i går.

- Det er nedsmeltningen, der er skyld i kommunikationsbristen, fordi der kommer tøvejr og kulde igen lige efter hinanden, og det ødelægger strømmen til kommunikationsudstyret, siger informationschef Maliinannguaq Markussen-Mølgaard.

Den lange ventetid skyldes også, at vejret ikke har været så stabilt, ligesom helikopteren, der var på vej op med teknikeren, fik tekniske problemer og måtte vende om. En anden helikopter blev sendt op og i går og det lykkedes endelig, at få genetableret kommunikation til resten af verden.