Kullorsuaq har endelig fået varer

Endelig er madvarerne nået frem til Kullorsuaq, efter bygdens Pilersuisoq-butik nu i over to måneder har været tørlagt for basale fødevarer.
12. juni 2011 17:45

Efter medierne har sat fokus på problemet og flere politikere har råbt op, har Royal Arctic Line i samråd med Selvstyret og Qaasuitsup Kommunia ændret forsyningsskibet Pajuttaats rute.

Den nye sejlplan er dog cirka et døgn forsinket. Skibet skulle være ankommet til Kullorsuaq lørdag formiddag kl. 10, men blev stoppet af isen cirka 30 sømil fra bygden.

Søndag lykkedes det at få fragtet gods indtil bygden ved at losse varerne på isen, oplyser Royal Arctic Line. Pajuttaat befinder sig stadig i Kullorsuaq. Først senere søndag aften sejler det videre sydpå til bygden Nuussuaq, meddeler havnechef i Upernavik, Jakob Lennert til KNR.

Sejlplanen derfra hedder Innaarsuit, Nuugaatsiaq og til sidst Aasiaat.

I Tasiilaq må beboerne til gengæld vente to uger på det næste ordinære skibsanløb. Hvis vejrforholdene tillader det, vil skibet Mary Arctica lægge til kaj i Tasiilaq med 2.000 kubikmeter varer den 26. juni.

Royal Arctic Line har imidlertid et andet skib liggende klar i Sydgrønland, som vil anløbe byen, så snart isforholdene tillader det.

KNI oplyser, at butikkerne i bygderne omkring Tasiilaq er udgået for grønt, frugt og frysevarer, men at der vil være tilstrækkelige basale varer indtil den 26. juni. Bliver Mary Arctica yderligere forsinket, vil KNI få fløjet varer ind fra Island.