Kulde i Grønland og varme i Danmark hænger sammen

Mens Danmark tørster i en usædvanlig varm sommer, er situationen helt modsat her i landet, hvor vi har en kold og våd sommer. Årsagen er dog den samme, forklarer John Cappelen, seniorklimatolog ved DMI.
Arkiv Foto © : Gideon Quist
Skrevet af Sika Frederiksen
19. juli 2018 08:40

- Sommeren i Grønland - helt siden maj - har været en kølig og en temmelig våd affære. Det skyldes, at atmosfæren har låst sig fast i det mønster, der giver Danmark meget varme, forklarer han.

- Højtrykket i Danmark holder lavtrykkene væk. Lavtrykkene kører så til gengæld op både øst og vest om Grønland, og det giver Grønland en kølig og våd sommer - i hvert fald indtil nu, siger han.

Ifølge DMI har lavtrykkene op gennem Danmarksstrædet, givet en del mere nedbør til den grønlandske østkysten end normalt.

LÆS OGSÅ Derfor er sommervejret så gråt og kedeligt

Danmarkshavn fik den vådeste maj måned siden 1949, og juni blev den næst vådeste siden 1961 ved Station Nord.

Det kolde vejr skaber bekymring hos de grønlandske landmænd i Grønlands spisekammer - Sydgrønland. Det skriver avisen AG.

- Årets udbytte af lam og grøntsager står til at blive reduceret markant i forhold til sidste år, hvis det ikke snart bliver varmere, siger Otto Nielsen og Lasse Bjerge til avisen.

Kulden har forsinket dyrkningen af de eftertragtede kartofler og majroer. Men det er dog for tidligt at tale om en fejlslagen kartoffelhøst.

Landmændene håber, at de kan høste kartoflerne i september i stedet for august, siger de til AG.