Krydstogtturismen ændrer sig

Der kom for kort tid siden nye tal fra Grønlands Statistik omkring turismen i Grønland, og selv om der har været færre turister i Grønland, er man relativt godt tilfreds hos Visit Greenland. Bag tallene gemmer der sig blandt andet en ændret form for krydstogtturisme.
Skrevet af Peter Troelsen
28. januar 2013 12:17

I rene tal faldt antallet af gæster på krydstogtskibene, der anløb havne i Grønland fra 29.826 til 23.399. Halvdelen af det fald kan forklares med et af de store krydstogtskibe med 3000 passagerer af vejrmæssige årsager måtte opgive at anløbe havne i Grønland.

-Over de senere år har krydstogtturismen i Grønland ændret sig. Førhen var der mange mellemstore skibe med 600 – 800 passagerer ombord, der anløb fire steder i Grønland, den slags er der stort set ikke flere af i 2012. Til gengæld har vi fået fat i de helt store krydstogtskibe med 3000 passagerer eller flere ombord, og så har vi også fået godt fat i de små skibe med 100 – 300 turister ombord, fortæller Anders la Cour Vahl, der er souschef i Visit Greenland til knr.gl.

De mindre skibe kan anløbe flere havne i Grønland, og selv om antallet af turister er for nedadgående, så er det ikke det samme som, at indtjeningen rundt omkring i landet falder i samme tempo. Sommetider er det omvendt.

-Det er ikke kun indtægterne fra turisterne, der skæpper i de grønlandske kasser. Også olie og catering fra grønlandske leverandører giver pæne indtægter, men der skal ikke være tvivl om, at de penge, turisterne lægger ude i anløbsbyerne, også er meget vigtige. Heldigvis har det vist sig, at indtægterne stiger, jo flere havne et skib anløber, på den måde kan antallet af turister, der sejler ind i Grønland godt falde uden at det går ud over indtægterne, siger Anders la Cour Vahl.

Et af verdens mest moderne og luksuriøse krydstogtskibe ”The World” var sidste år på besøg i grønlandske farvande, og også nogle af de helt store skibe har lagt vejen omkring Grønland i det forgangne år.

-Vi er selvsagt glade for at luksuskrydstogtskibene også kommer til Grønland. Der er ingen tvivl om, at passagererne er meget pengestærke og ikke bange for at købe stort ind. Også de store krydstogtskibe giver store indtægter i form af deres mange passagerer. Målinger vi har lavet viser, at der bruges over 4 millioner kr. i de fire havne, skibene anløber, forklarer Anders la Cour Vahl.