Kronprinsessen lander i dag – det skal hun lave

I dag lander kronprinsessen i hovedstaden på et to dage langt besøg.
Kronprinsessen var sidst i Grønland i 2016. Foto © : Scanpix
23. august 2022 06:10

I dag lander Kronprinsesse Mary i Nuuk. Det er et hurtigt visit, som kronprinsessen er på, for hun rejser allerede igen på torsdag.

Besøget er udelukkende i Nuuk, og kronprinsessen skal deltage i flere arrangementer og møder sammen med Mary Fonden, som hun er formand for.

I dag klokken 13.45 – 15.30 skal hun besøge Verdensnaturfonden WWF og samle plastik fra stranden sammen med børn fra fritidshjemmet Aqqaluk.

Derefter går turen til Mælkebøtten klokken 15.45, som er et aktivitetscenter, værested og krisecenter for børn og unge.

Besøget er en markering af Mælkebøttens 15-års jubilæum. Egentlig har værestedet eksisteret i 16 år, men corona var skyld i, at jubilæet er udsat.

Følg med på knr.gl

I morgen starter kronprinsessen dagen klokken 9.30 med at deltage i minikonferencen "Sammen om Sorgen" på Hotel Hans Egede. Det er arrangeret af Det Nationale Sorgcenter.

Det varer til klokken 11.30, og efter en frokost går turen til Ilisimatusarfik klokken 13.15. Her er et arrangement med navnet Unleash. , hvor 200 unge fra de nordiske og arktiske lande mødes for at udvikle nye ideer og løsninger til FN's Verdensmål.

De unge skal arbejde med, hvordan vi forbedrer verdens sundhed, skaber bedre adgang til uddannelse, og hvordan verdens klimakrise bliver løst.

Klokken 15.30 slutter programmet med en en times besøg hos Unicef.

Derefter rejser kronprinsessen hjem igen.  

Knr.gl følger kronprinsessen rundt både i dag og i morgen. Du kan også følge med i radioavisen og i Qanorooq.

Kronprinsessen var sidst i Grønland i 2016.