Kronprinsen: Terror i Paris er foretaget af dæmoniserede mennesker

I København blev der i dag afholdt en stor mindehøjtidelighed for ofrene i Paris ved den franske ambassade. Her talte blandt andre den franske ambassadør Francois Zimeray og statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Pray for Paris blomster foran Den Franske Ambassade i København
Pray for Paris blomster foran Den Franske Ambassade i København Foto © : Helle Nørrelund Sørensen/KNR
15. november 2015 15:59

- Vi agerer alle med forfærdelse og med afsky og med dyb sorg. Men også ved at stå sammen, som vi gør det her i aften, siger statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Politiet skønner at mod 20.000 deltog ved mindehøjtideligheden ved den franske ambassade.

Der var også mindegudstjeneste i Den fransk Reformerte Kirke, hvor kronprins Frederik var mødt op sammen med blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen, folketingets formand Pia Kjærsgaard og adskillige ministre og partiledere.

Det var en tydeligt berørt kronprins, der efter gudstjenesten blandt andet sagde:

- Det er jo klart, det der er foregået er en rædsel. Det er dæmoniserede mennesker, der har foretaget noget uværdigt. Det er klart at alle mine tanker går til det franske folk, og jeg har da også familie og venner, som heldigvis ikke var impliceret, men det er klart, at tankerne også går til dem, udtalte kronprinsen blandt andet til DR umiddelbart efter gudstjenesten.

Tronfølgeren sagde også, at selv om hele menneskeheden er ramt af fredagens terror, gør det særligt ondt, når man er halv fransk.

- Og når man er halvt fransk, så er man også berørt af det her uagtet at det er en handling, som er begået mod menneskeheden, men uanset hvem der var blevet berørt i hvilket land, så har man selvfølgelig oså været med dem i tankerne, udtalte kronprins Frederik til DR.

Læs også Grønlandsk øjenvidne: Det var rædselsfuldt