Kronprinsen fik grønlandsk besøg

Grønlands Idræts-Forbunds formand, Nuka Kleemann, slog i sidste uge et slag for grønlandsk idræt, da han, sammen med repræsentanter for Dansk Idræts Forbund, afholdt møde med Kronprins Frederik, der er det danske medlem af Den internationale olympiske komité IOC.
Skrevet af Karsten Sommer
02. maj 2012 08:57

Mødet forgik på Amalienborg, og formålet var, at Kronprinsen, der som IOC-medlem også repræsenterer Grønland og Færøerne, er klædt på til møder på den internationale scene, så han kan informere om grønlandsk idræt og svare på eventuelle spørgsmål.

- Den danske Olympiske Komite omfatter jo hele Rigsfællesskabet, så vi informerede Kronprinsen om de idrætsgrene, hvor Grønland optræder på den internationale scene. For eksempel skisport, håndbold og tae-kwan-do, siger Nuka Kleemann, der kalder mødet "godt og givtigt" for begge parter.

Kronprinsen udtrykte også glæde over at GIF havde taget initiativ til mødet. Og står nu bedre rustet til at fortælle om idrætslivet i Grønland, når De olympiske Lege starter i London den 27.juli.

Grønlands Idræts-forbund agter i øvrigt at sende to repræsentanter til legene i London, men det er endnu ikke besluttet hvem, der tager afsted.