Kronprinsen er tilbage i Grønland: Det er virkelig godt at være her. Og koldt!

Kronprins Frederik er i Grønland for at lave en dokumentar om Rigsfællesskabet sammen med DR. Optagelserne har været udskudt på grund af corona.
18. marts 2022 14:32

Det begyndte i morges. 

Billeder og videoer af Kronprins Frederik, der var på vej ombord i Norsaq i København susede rundt på Facebook. 

Kort efter middag landede han i Nuuk og mødte KNR i lufthavnen.

- Jeg er altid glad, når jeg kommer til Grønland, siger han. 

- Jeg skal lave en udsendelse om Rigsfællesskabet. Jeg skal tale med en masse mennesker og besøge forskellige ting. Jeg skal være her nogle dage. Bare længe nok til, at vi har fået tingene i kassen.

Sammen med DR skal han i gang med at lave en dokumentar om Grønland, Færøerne og Danmark. Optagelserne har været udskudt på grund af corona. Ifølge KNR’s oplysninger skal kronprinsen rejse rundt og møde blandt andet fødevareproducenter og kunstnere og outdoor-folk.

Dokumentaren skal vises på DR senere på året.  

- Jeg glæder mig over at være tilbage i Grønland efter fire års fravær. Det er dejligt at være her. Det er virkelig godt. Og koldt, siger han.

Ifølge Sermitsiaq.ag skal han besøge skiklubben NSP i Nuuk, når der er handicapløb.