Kronprins og dronning på hemmelig visit

Uden at fortælle det til ret mange, har Dronning Margrethe og Kronprins Frederik netop besøg Østgrønland.
Skrevet af mlk
12. maj 2011 05:27

Det har længe været mor og søns ønske at besøge Grønland sammen, så da muligheden opstod for at rejse her til landet i sidste uge, blev det arrangeret i al diskretion. Det oplyser hoffets kommunikationschef Lene Balleby til det royale ugeblad, Billed Bladet.

Og udover mor/søn-tid var formålet med turen blandt andet at markere Sirius-patruljens 60 års jubilæum. Det er godt ti år siden, at kronprinsen var fire måneder på slædetur med patruljen.

Også denne gang foregik transporten på hundeslæde, og nætterne blev tilbragt i små hytter. Ifølge Billed Bladet var det dronningens ønske ikke at blive skånet, men rejse på mere autentisk vis.

Efter hjemkomsten har kronprisen fortalt til ugebladet, at det var en dejlig tur, som hans 71-årige mor klarede fantastisk.