KRK Nuuk giver en hånd til Filippinerne

Kalaallit Røde Korsiats Nuuk afdeling rykker nu ud med en økonomisk håndsrækning til ofrene for tyfonen på Filippinerne.
Skrevet af Karsten Sommer
14. november 2013 04:54

Lokalafdelingen besluttede på et møde i tirsdags at donere 50.000 kroner til det tornadoramte ørige.

Samtidig har afdelingen overfor moderorganisationen, Røde Kors i Danmark, anmodet om at pengene øremærkes til at være med til at skaffe rent drikkevand til nødstedte børnefamilier i de ramte områder.

Midlerne fra Kalaallit Røde Korsiats Nuuk afdeling kommer ubeskåret fra overskuddet fra den genbrugsbutik som afdelingen driver i Nuuks centrum.

Og dér kender man godt til filippinere, mange af de filippinske tilflyttere i Nuuk er nemlig stabile kunder i genbrugsbutikken.

Så nu vender nogle af de penge, filippinske kunder har lagt i butikken, tilbage til deres katastroferamte hjemland.

Det giver god mening.

Torsdag d. 14. november har KRK landsbestyrelse besluttet at give 50.000 kr. til ofrene i Filippinerne, så det samlede støttebeløb fra Grønland kommer op på 100.000 kr.