Kritik af Pisiffik

Forbrugerrådet har dels af egen drift og dels på baggrund af henvendelser fra utilfredse forbrugere undersøgt forholdene omkring Pisiffiks meget omtalte klistermærkekampagne. Det har fået Forbrugerrådet til at udtale kritik af Pisiffiks handlemåde.
Skrevet af Peter Troelsen
06. august 2012 12:37

Der var tre forhold i forbindelse med kampagnen som blev undersøgt. Dels mængden af varer der var til rådighed til indløsning, dels værdien af mærkerne og slutteligt indløsningsperioden.

Det er fra Pisiffiks side blevet sandsynliggjort at der har været et tilstrækkeligt antal varer til rådighed, selv om adskillige kunder har måttet tage til takke med andre produkter end de, der var reklameret med. Dels er det forbundet med en vis usikkerhed, hvilke varer kunderne ønsker, og dels havde Pisiffik taget forbehold for at varerne kun kunne erhverves, så længe varelageret rakte. Altså ingen minusser i bogen for dette forhold.

Til gengæld var der kritik af både indløsningsperiodens varighed og indløsningsværdien af mærkerne. I den slags kampagner skal indløsningsværdien svare til den markedsværdi ”præmierne” har, det siger markedsføringsloven. I stedet for en værdi på 25 øre, som Pisiffik havde oplyst i kampagnen, burde værdien have været ti gange så stor, altså 2,50 kr. Her kritiserer Forbrugerrådet virksomheden for ikke at informere ordentligt om muligheden for at indløse mærkerne til kontanter og dels for at have oplyst en alt for lav værdi af mærkerne.

Forbrugerrådet opfordrede Pisiffik til at forlænge indløsningsperioden betragteligt, og det ønske har Pisiffik efterkommet. Eventuelle mærker kan indløses indtil udgangen af året til en værdi af 2,50 kr. pr. stk.

Slutteligt har Pisiffik tilkendegivet, at de fremover agter at følge henstillingerne fra Forbrugerrådet, således at en eventuel lignende markedsføringskampagne er i overensstemmelse med markedsføringsreglerne.