Kristian Jeremiassen forudser mistillid mod Aleqa Hammond
Formand for Inatsisartuts revisionsudvalg, Kristian Jeremiassen, siger i dag til radioavisen, at Aleqa Hammond har overtrådt de gældende regler for god regeringsførelse, og at det nu bør have konsekvenser.
- På baggrund af forløbet i denne sag, og selvom Aleqa Hammond allerede har betalt sit mellemværende tilbage, så er der stadig tale om et lovbrud, og det er ikke holdbart, siger Kristian Jeremiassen til KNR.
Kristian Jeremiassen har følgende forklaring på, at Hammonds adfærd ikke er holdbar.
- Da den siddende regering sad i opposition, havde den for vane at opfordre de medlemmer af Naalakkersuisut, der havde lavet lovbrud, til at træde tilbage, og det er netop det, der er tale om i denne sag som vi sidder med i revisionsudvalget nu. Det er nøjagtig det samme, siger Kristian Jeremiassen.
Han forklarer til radioavisen, at det var et enstemmigt revisionsudvalg, der sent i går meldte klart ud, at Aleqa Hammond har "begået lovbrud", og det er ikke holdbart.
Sagen bør have konsekvenser, nævner en meget bestemt Kristian Jeremiassen (S). Han opfordrer den nuværende opposition, "hvis den ønsker det", til at udtrykke mistillid til formanden for Naalakkersuisut.
- Det er ikke direkte opfordring, siger Jeremiassen.
- Men set i bakspejlet, så er der jo tidligere sket lovbrud, og det ved oppositionen, så oppositionen vil helt sikkert fremsætte mistillidsvotum mod formanden for Naalakkersuisut, siger formand for Inatsisartuts revisionsudvalg, Kristian Jeremiassen.
Han har heller ikke tænkt sig at lade den forrige formand for Naalakkersuisut, Kuupik V. Kleist, slippe for konsekvenser, da også han har brugt landskassemidler til at afholde private udgifter på 25.000 kroner, som den dag i dag ikke er blevet betalt tilbage.