Kriminaliteten har taget et dyk nedad

Befolkningen er blevet bedre til at holde sig på den rigtige side af loven. Det viser de seneste tal om kriminaliteten her i landet.
Skrevet af Karsten Sommer
22. november 2010 15:11

Sidste år var der således færre personer der modtog en dom ved Kreds- eller Landsret, dels i forhold til året før, men også i forhold til de seneste 10 år. Det fremgår af kriminalstatistikken for 2009, som netop er offentliggjort af Grønlands Statistik.

I alt modtog 1744 en dom i 2009, det er 400 færre end i 2000. Tallet er også næsten 300 mindre end antallet af domme i 2008.

Den faldende kriminalitet er slået igennem især indenfor sædelighedsforbrydelser, voldsforbrydelser og tyverisager.

Antallet af voldtægter i 2009 er nemlig faldet med en fjerdedel i forhold til året før, og er samtidig er det laveste i hele tiåret.

36 domme for voldtægt i 2009 er et fremskridt i forhold til årene før hvor antallet var helt oppe på 50 til 70 domme.

Også tallene for "Kønslig omgang med børn" og "blufærdighedskrænkelser" er faldet i 2009.

Knap så godt ser det ud med hensyn til voldsforbrydelser. Her er tallene i 2009 steget i forhold til året før, og de i alt 509 voldsdomme er det næsthøjeste antal i hele tiåret.

Der blev også begået 11 manddrab i 2009, hvilket er det højeste antal siden 2002.

De faldende antal domme viser sig ligeledes indenfor det såkaldte formueforbrydelser, såsom tyveri, hærværk og bedrageri.

Der er også betydeligt færre domme i sager om euforiserende stoffer, hvor antallet af domme er det laveste i hele tiåret fra 2000 og op til 2009.