Krigsramte Ukraine vinder Eurovision

Ukraine vandt lørdag aften Eurovision og dermed også retten til at afholde showet næste år.
Kalush Orchestra kan kalde sig Eurovision-vindere. Med 631 point sprang de skalaen i årets show. Foto © : Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. maj 2022 12:16

Ukraine var storfavoritter til at vinde dette års Eurovision hos bookmakerne, og sådan gik det også for landet, som stillede op med gruppen Kalush Orchestra og sangen "Stefania".
Det er tredje gang, siden landet var med første gang i 2003, at det vinder konkurrencen.

Pointafgivningen var som vanligt delt op i to afdelinger. Først var det fagjuryernes stemmer, der blev afsløret, og her var det Storbritannien, der strøg til tops.

Men da seernes point var uddelt, så det altså anderledes ud.

Op til musikkonkurrencens afgørelse er det livligt blevet diskuteret, om en sejr ville skyldes sangens kvalitet, eller om den ville være et signal om støtte til Ukraine, der i februar blev invaderet af nabolandet Rusland.

Invasionen er årsag til, at Rusland i år var udelukket fra konkurrencen, der foregik i Torino i Italien.

Som vinder af Eurovision 2022 er det dermed Ukraine, der i realiteten skal afholde showet næste år.

Men på grund af landets usikre situation kan det blive en umulig opgave, og det vil da heller ikke være første gang, at et land må takke nej til at afholde showet.

Senest skete det i 1980, hvor Israel vandt for andet år i træk og af økonomiske årsager trak sig fra værtskabet. Det snuppede Holland i stedet.

I alt 40 lande var med i konkurrencen, der i år blev afholdt for 66. gang.