Krav til isolering er for slappe

Utætte huse i Grønland skyldes, at isoleringskravene i lang tid har været for slappe. Det siger en arkitekt, som i sit arbejde ofte møder eksempler på ringe isolering. Der er dog gode penge at spare på varmeregningen, hvis man isolerer godt fra starten af.
21. oktober 2009 08:05

I Nordsverige, hvor befolkningen også må skærme sig mod den arktiske kulde, er isoleringskravet dobbelt så skrapt som i Grønland. I lille Danmark, hvor vestenvinden godt nok kan bide, men hvor stormvejr af grønlandsk karakter er en sjældenhed, er isoleringskravene også betydeligt skrappere end her i landet. Og det undrer arkitekt Peter Barfoed.

- Der er jo ingen grund til at kravle under, hvor gærdet er lavest. Man kan lige så godt isolere ordentligt, fordi husene skal jo stå i mange år, siger han.

Indtil 2006 var kravet for isolering blot omkring 15 centimenter ved ydervægge. Og selv om lovgivningen i dag er strammet til 22,5 centimeter, så burde den, ifølge Peter Barfoed, være meget strengere.

- Dels sparer man penge til opvarmning, og man får også et bedre indeklima, siger han.

Alligevel vælger mange bygherrer at isolere efter mindstekravene, fordi det i første omgang er billigere.

Der er ikke kun tykkelsen af isoleringen, der har betydning, men også kvaliteten af byggearbejdet. Der findes en række test, så man kan kontrollere husets tæthed. Og den slags tests anbefaler Peter Barfoed, at bygningsmyndighederne indfører.

Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur Jens B. Frederiksen oplyste forleden, at en yderligere skærpelse af energibestemmelserne i bygningsreglementet er under udarbejdelse, og at bygningsmyndighederne fremover vil kunne forlange, at tætheden af huset bliver dokumenteret ved tests.