Krav om børneattest fra 1. august

Efter den 1. august skal arbejdsgivere indhente en såkaldt børneattest, når de ansætter nye medarbejdere, som direkte skal have med børn under 15 år at gøre.
13. april 2010 10:19

Incest, udbredelse af børneporno, eller blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år. Det er domme for disse forbrydelser en børneattest blandt andet kan afsløre.

Pligten til at indhente børneattester vil gælde ved ansættelse af alle nye medarbejdere, som direkte får med børn at gøre. Lige fra pædagoger, idrætstrænere til dagplejere og pedeller på skoler.

Børneattesten er et særudtræk fra Det Centrale Kriminalregister. Modsat en normal straffeattest viser børneattester kun domme for sædelighedsforbrydelser begået mod børn under 15 år. Og hvor en plettet strafeattest bliver visket ren efter 5 år, kan der gå helt op til 20 år, før det samme sker med en børneattest.

Loven om børneattester skal tirsdag 1. behandles i Inatsisartut. Lovforslaget har været igennem hele 2 høringsrunder, og der er blevet taget godt imod det over hele linjen.

En arbejdsgiver kan ansætte en medarbejder med en plettet børneattest. Lovforslaget forpligter blot arbejdsgiveren til at tjekke børneattesten.

Børneattester kan ikke stå alene og kun afsløre folk, der er dømt for overgreb mod børn. Derfor skal der ifølge lovforslaget følges op med flere tiltag, hvis seksuelle overgreb mod mindreårige skal til livs.

På landsplan skønnes der i alt at blive brug for at indhente 360 børneattester om året.