Kras kritik af udsat boligbyggeri

De offentlige anlægs- og byggeaktiviteter i Ilulissat er sat på vågeblus, og dermed er de lokale entreprenør- og håndværksfirmaer kommet på smalkost og har måttet gribe til omfattende afskedigelser.
21. juli 2011 10:03

Henover de seneste måneder er beskæftigelsen inden for byggefagene i Ilulissat faldet fra godt 200 medarbejdere til omkring 60. Og nu er Selvstyrets opførelse af 24 byhuse tilsyneladende udskudt på ubestemt tid.

Og det har fået folketingskandidat og medlem af Qaasuitsup Kommunalbestyrelse, Ane Lone Bagger fra Demokraterne til at hejse det rødekampflag. Hun kalder i en kommentar forsinkelsen af byggeriet for uacceptabel og til stor gene for erhvervslivet.

Samtidig undrer hun sig over, at de 24 planlagte byhuse i Ilulissat er kædet sammen med opførelsen af et lignende byggeri i Sisimiut. Forstået på den måde, at byggeriet i Ilulissat skulle afvente resultatet af en licitation i Sisimiut. Og den har været holdt med det resultat, at de indkomne tilbud blev kasseret.

Og nu har Selvstyret så skiftet heste i vadestedet og besluttet, at byggeriet af byhuse i Ilulissat, Sisimiut og Qaqortoq nu skal udbydes i totalentreprise.

Selvstyret har oplyst, at byggeriet i de tre byer vil komme i gang hurtigst muligt. Men man har bare ikke oplyste hvor lang tid "hurtigst muligt" er. Og det er uholdbart og uacceptabelt, at vi skal blive ved med at vente, siger Ane Lone Bagger.

Vihar forsøgt at få en kommentar fra Ane Lone Baggers politiske chef, den ansvarlige for boliger og infrastruktur, Naalakkersuisoq Jens B. Frederiksen, der for øjeblikket deltager som grønlandsk vært på regentparrets rundrejse i sin egenskab af viceformand for Naalakkersuisut. Men det lykkedes ikke under regerentparrets stærkt forsinkede besøg i Qaqortoq og det efterfølgende komprimerede besøgsprogram.

Men som en af dronningens aner Valdemar Atterdag klogt sagde: I morgen er der atter en dag.