Krakket finansmand bliver i NunaMinerals

Den krakkede finansmand Carsten Bergers plads som næstformand i NunaMinerals' bestyrelse er indtil videre sikker.
Skrevet af Rune Langhoff
08. juli 2010 14:00

Han er ikke problemet, det er hans aktiepost, lyder det fra selskabets bestyrelsesformand Anton Christoffersen, der har forståelse for den usikkerhed som Bergers konkurs har skabt.

- Det er jo ikke Carsten Berger, der er problemet. Problemet er, at Carsten Berger har så stor en aktiepost, og at man ikke ved, hvor den ender henne. Det siger bestyrelsesformand for NunaMinerals Anton Christoffersen.

Tidligere på ugen blev der i Dagbladet Børsen ellers spekuleret i om usikkerheden omkring Carsten Berger har påvirket selskabets aktiekurs.

Men det burde være ovre nu, mener Anton Christoffersen:

- Det er klart, at den usikkerhed som nogen måtte have, kan have påvirket kursudviklingen. Men vi håber på, at det ikke har den effekt mere, nu hvor tingene er sat på plads.

Og hvis står det til Anton Christoffersen, så skal Carsten Berger fortsat være en del af bestyrelsen:

- Han har været en dygtig og kompetent mand for os. Han har rigtig stor del af æren for, at NunaMinerals er kommet så langt som i dag, siger han.

Har der været et ønske fra nogle af aktionærerne om, at han skulle træde ud af bestyrelsen?

- Overhovedet ikke. Men hvad nye aktionærer måtte have af ønsker og interesser, ved vi selvfølgelig ikke endnu, siger Anton Christoffersen.

Dermed er Carsten Bergers fremtid i Nunaminerals ikke helt sikker. Men hvad angår nye aktionærer, så ser Anton Christoffersen helst, at Carsten Bergers aktiepost bliver delt mellem 2-3-4 aktionærer.

På den måde undgår man den usikkerhed, der kan opstå, når en storaktionær af en eller anden grund skal af med sine aktier.

Anton Christoffersen er i det hele taget optimistisk på NunaMinerals vegne:

- Jeg tror, at vi, med den udvikling som NunaMinerals går igennem for tiden og med de gode projekter, vi har gang i, vil opleve mange meget kvalificerede investorer, der er interesserede i at købe disse aktieposter, siger Anton Christoffersen.

Carsten Berger ejede 19,5 procent af aktierne, og kursen er omtrent halveret siden 2007. Carsten Bergers investeringsselskab Rudersdal A/S gik konkurs i april i år og Berger har været insolvent i over et år.