Krabbefiskeriet ved Sisimiut er ikke lukket

- Fiskere med krabbelicens har mulighed for at fange krabber indenskærs ved Sisimiut, fremhæver Ane Hansen, Naalakkersuisoq for Fiskeri, i sit svar til medlemmer af Inatsisartut, Malik Berthelsen og Kim Kielsen, S. De to Siumutter har begrundet deres spørgsmål med, at det kystnære krabbefiskeri er lukket.
Skrevet af Ludvig Siegstad
05. februar 2012 14:10

- Det er ikke korrekt, understreger Naalakkersuisoq for Fiskeri.

Der er i 2012 fastsat en indenskærs krabbekvote i forvaltningsområdet Sisimiut på 300 tons.

Pinngortitaleriffik anbefalede i december 2011 reduktion for indenskærs krabbefangst ved Sisimiut i 2012.

- Pinngortitaleriffik anbefaler, at fangsten i 2012 reduceres til 300 tons, fordelt på 150 tons i de fire fjorde syd for Sisimiut og 150 tons i fjordene Nasttooq og Isortoq. Og det er et fald på 200 tons i forhold til 2011, meddelte Pinngortitaleriffik blandt andet i anbefalingen.